Pas på med prædikatet

Danmark er et smule småfordrukkent samfund, det kan vi ikke løbe fra, for det viser enhver tydelig evidens og statistikker.

Men det er lidt ligesom raceslang: man må godt kalde sig selv det og måske ens nærmeste venner, men ellers er der nogle ord, også med druk, som er en del fordømmende.

Dette gælder det meget nedsættende “Alkoholiker“. 

Er man alkoholiker, så er man ramt af en sygdom, og den sygdom kan være invaliderende og ødelægge menneskers liv, og man joker jo ikke med AIDS, psykisk sygsom, kræft og videre i samme omgangstone, vel?

Det er fordi, at alkoholisme ligesom er blevet noget, vi tager til os og som ikke er blevet så stigmatiseret eller har fået en ny betegnelse, som da man gik væk fra at sige damp-barn, åndssvag og psykopat.

De ord kom ud på sidelinjen og blev til noget, man talte nedsættede om andre mennesker med, selvom de tidligere var de korrekte kliniske betegnelser.

Der er intet i vejen for at sige, at man er beruset, at man er fuld, at man godt kan lide at drikke. Selv det at sige, at man elsker at drikke, er ok. Men når man så siger, at man er dranker eller alkoholiker, så begynder andres alarmklokker at ringe.

For er det et råb om hjælp, der er forklædt som humor?

Det er nemlig ikke sjovt at være alkoholiker, og er man ramt af alkoholisme, kan det være så svært at tale om, at man forsøger at pakke det ind og lade det komme ud i små doser og håber, omverden hører en.

Problemet er så bare, at man tit kun tør sige den slags, når man er virkelig fuld, og dagen efter ved man ikke selv eller ens omgivelser, om man var reel eller ej.

Tror du selv, du er alkoholiker, så søg hjælp med det samme.